Foreningens vedtægter, formål, medlemsforhold, bestyrelse, generalforsamling og opløsning.
Foreningens Navn Og Formål
§ 1
Foreningens navn er Ryomgård Erhvervsforening.
Foreningens formål er:
a) at virke til fremme af handel, håndværk, industri og landbrug i Ryomgård og nærmeste omegn.
b) at tilvejebringe samkvem mellem medlemmerne og varetage deres interesser og rettigheder.
Medlemmerne
§ 2
Adgang til at søge optagelse som medlem af foreningen har:
a) alle selvstændige erhvervsdrivende, der driver virksomhed i Ryomgård og nærmeste omegn, samt direktører, advokater, revisorer, bank- og sparekasseledere og forretningsførere med lovlig anmeldt prokura. Optagelse finder sted, når bestyrelsens flertal stemmer derfor.
b) endvidere kan bestyrelsen ved enstemmig beslutning optage andre, når den finder anledning dertil, selv om vedkommende ikke måtte opfylde de foranstående betingelser.
c) medlemmer, som ikke mere er aktive erhvervsdrivende, kan efter anmodning til bestyrelsen blive "passive medlemmer". Sådanne medlemmer har ingen stemmeret på foreningens møder.
§ 3
Anmodning om optagelse i foreningen sker til formanden, hvorefter bestyrelsen træffer afgørelsen om optagelsen jvnfr. ovennævnte § 2 stk. a.
Bestyrelsens afgørelse om "ikke optagelse" kan gennem et medlem indankes for foreningens ordinære generalforsamling, hvor optagelse da finder sted, når mindst 3/4 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor.
§ 4
Udmeldelse af foreningen sker ved skriftlig henvendelse til formanden. Der betales fuldt kontingent for det år, hvori udmeldelsen sker.
§ 5
Skulle det nogensinde blive fornødent kan bestyrelsen udelukke et medlem af foreningen.
Udelukkelse kan såvel af den pågældende som ethvert medlem forlanges forelagt den ordinære generalforsamling til afgørelse. Beslutningen om udelukkelse er derefter godkendt, når den vedtages med mindst 3/4 af de afgivne stemmer. Blanke stemmer medregnes til ikke afgivne stemmer.
§ 6
Medlemmerne betaler et årligt kontingent, der opkræves helårligt forud. Ændringer i kontingentets størrelse afgøres af generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed. Der tilkommer ethvert medlem et eksemplar af foreningens love.
Eventuelt nedslag i det årlige kontingent afgøres af bestyrelsen ved afstemning med simpel stemmeflertal, og i tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.
Bestyrelse Og Revision
§ 7
Foreningens anliggender varetages af 5 bestyrelsesmedlemmer, der vælges af generalforsamlingen.
Valget gælder for 2 år, således at der hvert andet år afgår 2 medlemmer og hvert andet år 3 medlemmer af bestyrelsen. Genvalg kan finde sted.
§ 8
Bestyrelsen vælger af sin midte en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær.
Formanden eller i hans forfald næstformanden sammenkalder til bestyrelsesmøde, så ofte han finder det fornødent, eller når mindst 2 af bestyrelsens medlemmer opfordrer ham dertil med opgivelse af forhandlingsemner.
Alle sager afgøres ved afstemning med simpel stemmeflerhed, og i tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.
§ 9
Det påhviler bestyrelsen at repræsentere foreningen samt at modtage og besvare enhver til foreningen stillet henvendelse eller forespørgsel fra autoriteter eller private, og bestyrelsen er berettiget og bemyndiget til at udtale sig og handle i foreningens navn.
§ 10
Bestyrelsen har ansvaret for forsvarlig anbringelse af foreningens midler.
§ 11
Enhver henvendelse til foreningen modtages af formanden, som leder bestyrelsesmøderne, udfører de tagne beslutninger, udfærdiger de vedtagne skrivelser, erklæringer m.v. og underskriver på foreningens vegne, for så vidt andet ikke er vedtaget i bestyrelsen.
Formanden giver på den årlige generalforsamling beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år, og han opbevarer foreningens arkiv og dens øvrige ejendele.
Næstformanden træder i formandens sted, når denne har forfald.
§ 12
Kassereren fører foreningens regnskaber og forelægger dem på generalforsamlingen. Endvidere fører han foreningens medlemsliste og sørger for opkrævning af kontingent samt udbetalinger.
§ 13
Over forhandlinger og beslutninger på møder og generalforsamlinger føres en protokol, som underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. Denne forhandlingsprotokol føres af sekretæren.
§ 14
På den ordinære generalforsamling vælges blandt medlemmerne 2 revisorer til at gennemgå foreningens regnskaber, bilag og aktiver.
Regnskabet, der afsluttes 31. december, skal senest 6 uger derefter overgives til revisorerne og af disse senest 8 dage efter modtagelsen afleveres til formanden i revideret stand og med mulige bemærkninger fremsat skriftligt.
Generalforsamlingen
§ 15
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest den 1. maj. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 10 medlemmer retter skriftlig anmodning til bestyrelsen derom med angivelse af forhandlingsemner. Generalforsamlingen indvarsles med mindst 8 dages varsel ved bekendtgørelse i den lokale ugeavis eller ved direkte skriftlige henvendelser til medlemmerne. Indvarsling skal indeholde følgende dagsorden:
Valg af dirigent.
Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
Fremlæggelse af foreningens reviderede regnskab til godkendelse.
Indkomne forslag.
Valg af bestyrelsesmedlemmer.
Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
Valg af revisorer.
Valg af revisorsuppleant.
Eventuelt.
Pressen har adgang til generalforsamlingen.
§ 16
Til behandling på en generalforsamling har ethvert medlem ret til at fremkomme med forslag, der angår foreningens virksomhed, sådanne forslag kan dog kun fordres sat under afstemning, når de er fremkommet skriftligt til bestyrelsen senest den 1. april. Alle beslutninger tages på generalforsamlingen ved afstemning med simpel stemmeflerhed, bortset fra de særlige bestemmelser i § 3, 5, 16, stk. 3 og 17.
Til vedtagelse af forslag om ændringer i lovene kræves at mindst 1/3 af medlemmerne møder på generalforsamlingen og at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Skulle det nævnte antal medlemmer ikke være mødt på generalforsamlingen, indkaldes - med 8 dages skriftlig varsel - til en ekstraordinær generalforsamling, og på denne kan vedkommende forslag vedtages med mindst 3/4 af de afgivne stemmer uden hensyn til de mødtes antal. Blanke stemmer medregnes ikke til afgivne stemmer.
Enhver afstemning sker ved håndsoprækning med mindre bestyrelsen eller mindst 10 medlemmer forlanger skriftlig afstemning.
Foreningens Opløsning
§ 17
Foreningens opløsning kan kun ske på en dertil særlig indvarslet generalforsamling, hvor 2/3 af medlemmerne er mødt og 3/4 af de fremmødte stemmer herfor.
I tilfælde af en sådan opløsning skal alt, hvad foreningen ejer, overdrages til Ryomgård Borgerforening og såfremt denne forening er opløst da til humanitære formål i Ryomgård.
Nærværende § skal betragtes i sin helhed som uomstødelig af hvilken som helst forsamling.
Foreningens love vedtaget på stiftende generalforsamling den 8. maj 1978.